Metakognitiv terapi arbejder med at styrke den mentale fleksibilitet og adskiller sig fra andre typer af terapi og coaching ved at fokusere på hvordan vi tænker og ikke hvad vi tænker. Metoden er udviklet af psykologiprofessoren Adrian Wells ved Manchester Universitet. Den er baseret på nyere forskning, som viser, at det ikke er de negative tanker i sig selv, der gør, at vi mistrives eller bliver stressede. I stedet er det den opmærksomhed og mængde af tid, som vi giver vores negative tanker, der er skyld i, at vi mistrives. Faktisk betyder ”metakognitiv” simpelthen ”tanken om tankerne”.
Vi har alle perioder, hvor vi bekymrer os mere end andre, men for nogen kan det tage overhånd og udvikle sig i en negativ spiral. Hvis man overanalyserer, grubler og bekymrer sig, og har svært ved eksempelvis at finde ro og sove, kan det i værste fald udvikle sig til stress, depression, angst eller andre psykiske lidelser.
Metakognitiv terapi giver lederen og medarbejderen enkle redskaber og konkrete øvelser til at styrke den mentale fleksibilitet. Vi træner, hvordan man bedst håndterer de tanker, der skaber mistrivsel, og hvordan man genvinder kontrol over egne tanker.